Belægning

Gode råd om vedligeholdelse af belægning

Anlægsgartneren efterlader en ny belægning med fyldte fuger. I den første tid herefter vil belægningen “sætte sig”, og dermed vil noget af fugematerialet forsvinde i de nedre lag. Derfor skal belægningen efterfyldes i fugerne med fugematerialet. Det er vigtigt for at sikre belægningens styrke.

Fjern eventuelle vækster løbende, så belægningen ikke forskubbes eller hæver sig, og efterse at flisekanterne ligger, hvor de skal. Er jorden skyllet væk fra kanterne, efterfyldes med ny jord, som stampes og tilpasses belægningen.

Ved vintervedligeholdelse bør du det første år bruge sand og ikke salt på nye belægninger. Ved forårstid fejes den nye belægning med en lidt grovere grus, og derved kan eventuelle begyndende algeforekomster slibes væk. På betonbelægninger kan der forekomme kalkudblomstringer.

Det skyldes betonens hærdeprocesser. Problemet forsvinder typisk af sig selv efter et år. Afsyring kan afhjælpe problemet, men da det belaster belægningens overflade, bør det kun anvendes i nødstilfælde.